For at forebygge vomacidose er det nødvendigt at tage højde for en række forskellige faktorer. Vi har her oplistet en række praktiske råd og tips til dig.

Sørg for struktur

Sørg for, at foderrationen indeholder tilstrækkeligt meget struktur. Færre fibre betyder mindre drøvtygning og dermed også en mindre spytproduktion. Spyttet indeholder bikarbonat – det naturlige bufferstof, som neutraliserer syren i vommen.

Betragt køerne, når de tygger drøv

Når du betragter dine køer under drøvtygningen, får du et væld af informationer. I hvileperioden i stalden bør som minimum 60 % af køerne være i gang med at tygge drøv. Hvis mange af køerne ligger med hovedet langs med siden, kan det betyde, at de tygger for lidt og muligvis lider af vomacidose. Antallet af tyggebevægelser fortæller også meget om vomsundheden. 50-60 gange pr. bolus er optimalt. Hvis antallet af tyggebevægelser er for lavt, kan det være tegn på vomacidose.

Sørg for god liggekomfort

En sund ko tygger drøv i mellem syv og ni timer om dagen og helst liggende. Sengebåsens størrelse og komfort er derfor meget vigtige faktorer. Hvis dine køer benytter sengebåsene for lidt, påvirker det drøvtygningstiden, og nedsat drøvtygning øger risikoen for vomacidose.

Forebyg selektiv ædeadfærd

Sørg for at give en foderblanding, som gør det vanskeligt for køerne at selektere. Køerne ved godt, hvad de kan lide, og foretrækker ofte de fine, energirige dele. Hvis køerne selv kan vælge, indtager de ikke alle sammen det samme foder, hvilket betyder, at en del af køerne har en øget risiko for vomacidose.
Kontroller regelmæssigt, at foderet er godt opblandet. En god metode er at sigte foderet. I princippet skal foderresterne ligne det oprindelige foder mest muligt.

Snit ikke majsen for kort

For at gøre foderet så fordøjeligt som muligt er det optimalt at snitte fodermajsen ensartet i ca. 15 mm’s længde. Sørg også for, at majskernerne er ordentligt knust.

Spørg koen

Køer er fra naturens hånd gode til at vise, hvornår vomacidose udgør en trussel.
Det kan være en god indikator at fodre dem med strukturrigt grovfoder som f.eks. hø. Når køerne har ubegrænset adgang, vil de optage mere, hvis de er tæt på at udvikle vomacidose.

En anden metode er at stille en spand med bikarbonat ved foderhækken. Køer, der er tæt på at udvikle vomacidose, vil udvise et større behov for bikarbonat.

Bemærk dog, at dette er en kontrolmetode og ikke den bedste måde at tilføre bikarbonat på. Den mest effektive metode til at sikre, at dine køer altid får en god buffer i foderet, er at anvende minimum 250 gram Bicar® Z natriumbikarbonat pr. ko pr. dag som standardingrediens i foderrationen.

Sørg for rent drikkevand

Det kan lyde indlysende, men vigtigheden af ordentligt drikkevand kan ikke understreges nok. Ubegrænset adgang til drikkevand af høj kvalitet er en forudsætning for optimal udnyttelse af foderet og en sund vom.

Hold øje med mælkens fedtindhold

Et lavt mælkefedtindhold er et tegn på vomacidose. Hold derfor øje med fedtindholdet i mælken i tanken. Hold også øje med fedtprocenten hos den enkelte ko, især i starten af laktationen.

Brug buffer som standardingrediens

Højtydende malkekøer har behov for en foderration, der indeholder tilstrækkeligt med energi og protein til at opnå en høj mælkeydelse og tilstrækkeligt med struktur til at opnå optimal fordøjelse. Ved at anvende en god buffer som standardingrediens sammensætter du en sikker foderration, som giver en sund vom. Det anbefales som standard at anvende 250 gram Bicar® Z natriumbikarbonat pr. ko pr. dag i foderrationen.

250 gram / ko / dag